Teksten på disse sider er stort set sammendrag fra Ole Fastrups bog "Urania Kikkerten 1897 - 1997 - og menneskene bag". HN |
En kikkert i Aalborg?
Vi springer nu frem til begyndelsen af 1980'erne, hvor adjunkt ved Aalborg Universitetscenter, Kyril W. Fabrin, prøver at få oprettet en astronomisk afdeling. Han er derfor på jagt efter en stor astronomisk kikkert. Gennem sin interesse for okkultationsmålinger, kender han familien Wieth-Knudsen, Luplau Janssens gamle venner. Fru Luplau Janssen har tit betroet disse sine bekymringer om Urania Kikkertens skæbne, men hun har nu mistet overblikket. Det er derfor hendes formynder, Uffe Thorsteinsson, der modtager henvendelsen. Han bliver meget glad for ideen og tilbyder AUC Kikkerten i september 1983.
AUC kan imidlertid ikke afse midlerne til yderligere undervisning og de nødvendige bygninger. Den 6. oktober kommer der derfor afslag på tilbuddet.
Wieth-Knudsens er blevet holdt underrettet om sagen gennem Kyril Fabrin. En aften sidder hr. Wieth-Knudsen og læser en artikel fra astronomibladet Sky & Telescope højt for sin kone. Indholdet er amatørastronomers glæde ved større halvprofessionelle astronomiske kikkerter.
»Urania Kikkerten«, siger Inger Wieth-Knudsen og ringer straks til Kyril Fabrin og ægteparret Thorsteinsson.
Kyril Fabrin får påny blod på tanden, videreudvikler idéen og henvender sig til Aalborgs borgmester Kaj Kjær med et forslag om oprettelsen af et folkeobservatorium i Aalborg. Ved et magistratsmøde den 26. oktober 1983 vedtages det at acceptere tilbuddet.
Kikkerten forlader Frederiksberg
 |
| Efter 86 år på Frederiksberg bliver Urania Kikkerten den 6. november 1983 uærbødigst hejst op gennem observationsspalten og lagt på en lastbil (herunder). Foto: Erik Persson. |
 |
Per Svensson, stadsarkitekt ved Aalborg Kommunes 2. magistrat får overdraget sagen og tager til København, hvor han fotograferer og tegner Observatoriet og Kikkerten. Allerede dagen efter, nemlig søndag den 6. november, tager Kyril Fabrin, Hans Christensen og Erik Persson til København. I Observatoriet er håndværkere i fuld gang og har skilt Kikkerten fra opstillingen. En lastbil med kran løfter det hele op gennem observatorielemmen.
Arbejdet tager få timer, og det største problem er nogle luftledninger, som jo ikke fandtes, da Urania Kikkerten i sin tid blev sat på plads - med håndkraft. Kikkerten blev placeret på lastbilen, bortset fra det kostbare objektiv, som Kyril Fabrin, Erik Persson og Hans Christensen tog med i deres egen bil.
Det hele er gået så hurtigt, at det først er den 24. februar 1984, at alle formalia vedrørende overdragelsen er faldet på plads. Herunder også den stadigt gældende klausul, at Kikkerten, hvis den på et tidspunkt ikke længere indgår i et folkeoplysende arbejde, skal overgives til Danmarks Videnskabshistoriske Museum, Steno Museet, i Århus.
Hr. og fru Thorsteinsson, der varetog salg af huset og overdragelsen af Kikkerten, var så glade for tilbuddet, at de ville sørge for transporten til Aalborg. Men byggeriet og istandsættelsen af Kikkerten trak ud. Og julepakken fra regeringen i december 1985 betød besparelser på Aalborg Kommunes budget. Besparelsen medførte yderligere udsættelse af observatoriebyggeriet. Så Uffe Thorsteinsson truede på et tidspunkt Aalborg Kommune med at lade gaven gå tilbage, hvis ikke der kom skred i tingene.
Observatoriebyggeriet
Fotos: Erik Persson |
 |
 |
 |
 |
 |
Alligevel skulle der gå fire lange år før Urania Observatoriet i Aalborg åbnede dørene for publikum. Der var også mange ting, der skulle falde på plads.
Der skulle findes et egnet sted, et centralt, men også mørkt og uforstyrret, gerne højtliggende sted, hvor biler og generende lys ikke fandtes. Der tænkes på en plads ved Poulstrup Sø, men den endelige placering bliver Sohngaardsholm Parken, tæt ved en af AUC's bygninger. Dette måske fordi der stadig sås en mulighed for et samarbejde mellem AUC og Urania Observatoriet. Men naturligvis i første række, fordi stedet var centralt, let at komme til, forholdsvis ugenert - og højt beliggende. Faktisk ligger Urania Observatoriet på Aalborgs højeste punkt, hele 52 meter og 30 cm over havets overflade…
Kikkerten restaureres i Aalborg
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Kikkerten skulle totalrestaureres, bl.a. havde ir omkring fatningen allerede beskadiget hovedobjektivet, idet en flis var sprunget af. Dette var dog ikke sket i nyere tid, idet Oluf Engelstoft allerede i 1940'erne opdagede skaden. Og allerede dengang var det en gammel skade. Oluf Engelstoft foreslår humoristisk, at »der nok var »nogen«, der havde forsøgt at adskille objektivet med en skruetrækker…«
Erik Persson, Astromekanik, fik til opgave at rense objektivet, og det lykkedes ham at fjerne det snavs, som i de forløbne mange år havde samlet sig. Det viste sig under arbejdet med rensningen, at afstandsstykkerne mellem linserne var irrede og derved pressede alt for hårdt på det sarte glas. Så det var i sidste øjeblik, at objektivet kom under kyndig behandling. Derefter skulle hele opstillingen plus kikkertrør renses og males. Denne store opgave påtog frivillige i NAFA sig.
Men Kyril Fabrin blev utryg ved tanken om, at den fine gamle kikkert skulle spredes ud på så mange hænder. Han var nok både nervøs for, at resultatet ikke blev ensartet, og måske også for, at arbejdet ikke ville blive udført lige hurtigt af alle medlemmerne.
Følgelig overlades Kikkerten til Aktiv Aalborg, et beskæftigelsesprojekt under Aalborg Kommune. Erik Persson, Astromekanik, fik overopsyn med opgaven, og Hendy Vestergaard overtog efter nogen tid det praktiske arbejde.
Aktiv Aalborg slap flot fra det store og specielle arbejde, og messingdelene skinnede som nye. Kikkerten stod i fordums glans, observatoriebyggeriet var tilendebragt, og primus motor i projektet, Kyril Fabrin, kunne med de andre involverede stolt nyde resultatet af deres anstrengelser.
Indvielsen
Det var ved den officielle åbning af Urania Observatoriet i Aalborg den 23. april 1988, at NAFAs medlemmer første gang så ægteparret Wieth-Knudsen. Hun, lille og fin, iført damaskkjole og hat med slør. Han, i sort jakkesæt af gammeldags snit, hvid flipskjorte, rundpuldet hat, kridhvidt fuldskæg og med en karakteristisk, høj og gennemtrængende stemme.
Da Kikkerten blev sat i stand af Aktiv Aalborg, var Kyril Fabrin ofte ude for at se, hvordan arbejdet skred frem.Wieth-Knudsens komplimenterede begge i deres taler det nye store og fine Observatorium. Især var hr. Wieth-Knudsen glad for hæve/sænke gulvet og den nye elmotor til timeaksen. Han var sikker på, at disse installationer ville være os en meget stor lettelse i vort daglige arbejde med Kikkerten. Han omtalte det gamle urdrev, som havde givet ham så mange ærgrelser igennem tiderne:
»Jeg er mere sendrægtig end andre, så jeg kunne aldrig gøre mine observationer færdige i den halve time, urværket kunne løbe uden optræk. Så før jeg var færdig, var det Sat..s urdrev gået i bund, hvorefter jeg kunne starte forfra.«
Der gik et halvt år efter indvielsen, før dørene blev slået op for publikum. Forevisningsgrupperne skulle sammensættes og instrueres, og Kikkerten var, selv om den selvfølgelig stod samlet ved indvielsen, ikke helt klar. Men den 22. februar 1989 påbegyndtes forevisningerne i Urania Observatoriet i Aalborg, og NAFA fortsatte Frederiksbergtidens traditionsrige folkeoplysende arbejde.
Den færdige kikkert
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Luftfotos af observatoriet i Golfparken
Fotos: ? |
 |
 |
