Udklip fra Berlingske Tidende, 9. november 1943. Bemærk den ironiske omtale af CLJ som ”privatmeteorolog” samt de manglende officielle vejrudsigter som følge af krigen. Dagens Ærbødigst
Privatmeteorologen Luplau Janssen meddeler, at det ikke er koldt, for han gaar endnu i bar Figur paa Gaden.
Naar ikke mer vi Vejr-Udsigten faar, som vi har savnet nu i flere Aar, saa maa man hjælpe sig saa godt man kan, og Luplau Janssen er vor Redningsmand.
Hvis Vejr-Udsigten man vil skaffe sig, saa gaar man ud paa Dronning Olgas Vej. Der staar man ved en Lygtepæl paa Lur, naar Luplau Janssen gaar sin Morgentur.
Hvis han gaar uden Overfrakke paa, vil mildt og roligt Vejr i Dag man faa. Men har han Paraply, saa er det Tegn paa, at vi meget snart kan vente Regn. Saafremt han viser sig i Fedtelær, saa er der Udsigt til lidt sølet Vejr, og Vintertiden er vi inde i den Dag, da Luplau Janssen er paa Ski.
Besværligt er det kun for Dem og mig, der ikke bor paa Dronning Olgas Vej. Det falder ikke daglig i vor Lod, at der er Udsigt til Hr. Luplau J.
Ærbødigst Udklip fra Berlingske Tidende, 18. august 1946. Bemærk: Peenemünde: tysk raketforsøgsstation, hvor V1 og V2 raketterne blev udviklet; henvisningen til ”Mads”) Dagens Ærbødigst
Magister Luplau Janssen garanterer, at „Spøgelsesraketterne" ikke er andet end Stjerneskud.
Et Sted paa Dronning Olgas Vej forvaaget og en Smule bleg staar ved sin Kikkert Luplau Janssen og kikker paa Protuberansen.
Han registrerer Himmeltegn, der vandrer rundt paa Mælkevej'n og slaar en Klo i hver en Stjerne, der lyser ude i det fjerne!
Han har vel tusind Gange set et Meteor og en Komet. Men aldrig i de mørke Nætter han observeret har Raketter. Selv ikke i de sidste Døgn. Han sværger paa, at det er Løgn, naar nogle Svenskere forkyndte, at det var no'et fra Peenemünde.
De store Lys, der farer ud, er ganske simpelt Stjerneskud, der slaar et lille Slag med Svansen. Det garanterer Luplau Janssen.
„Et Stykke af et Meteor kan fare over vores Jord. Mit gode Navn i Pant jeg sætter paa, at det ikke er Raketter.”
„Jeg har forlængst et alias. Jeg hedder allerede Mads. Men er det ikke Kornmodsglansen, saa vil jeg atter hedde Janssen".
Ærbødigst Udklip fra B.T., 2. august 1947. Magister Luplau Jansen tager Eksamen igen for at rense sig
Nu er der ingen, der skal kunne sige, at jeg ikke kan mit Fag, siger Magisteren
Naar man først har ædt sig gennem Eksamen, plejer man at aande lettet op og betakke sig for at gøre det om igen. Men den kendte Astronom, Magister Luplau Janssen, har pludselig i sit 57. Aar taget sin Eksamen om igen, et sikkert aldeles enestaaende Tilfælde. — Det kom sig af, siger Magisteren til Morgen, at man ofte fra Personer, der ikke har været mig særlig venlig stemt, har udspredt det Rygte, at jeg ikke kunde noget. Det har blandt andet afdøde Professor Strömgren sagt, og det vilde jeg ikke have siddende paa mig. Derfor besluttede jeg for syv Maaneder siden at jeg vilde tage min Eksamen om igen, og da jeg har hørt, at Betingelserne er strengere i Lund ved Universitetet der end her i København, saa valgte jeg det sværeste. Jeg maatte have særlig Bevilling for at gaa op til Eksamen i Lund, da jeg ikke har svensk, men dansk Studentereksamen, men fik Bevillingen af den svenske Konge. — Og hvordan klarede De det? — Særdeles fint, og jeg skal ikke nægte, at jeg er stolt over det. Mens jeg stadig passede hele mit Arbejde her i Byen, gennemførte jeg Studierne i syv Maaneder, og var kun i Sverige de 3 Dage, da jeg skulde op til Eksamen. Jeg havde Fag som romanske Sprog og Astronomi. I det sidste fik jeg højeste Karakter, og i det første den næsthøjeste, og jeg er nu svensk fil. kand. og kan vise Eksamensbevis baade i humanistiske og naturvidenskabelige Fag. Det lægger jeg megen Vægt paa. Der er nu ingen, der kan bebrejde mig noget for min Viden, og jeg er glad for, at jeg trods mine 57 Aar ikke er mere bovlam i Hjernen, end jeg har kunnet tage samme Eksamen som de Unge. Broe.
Udklip fra Politiken, 2. august 1947.
Forbløffende
MAGISTER C. Luplau Janssens er ikke alene Danmarks mest omtalte Astronom — han er ogsaa den mest omstridte. Ingen bestrider den store Betydning, han har haft for almindelige Menneskers Kendskab til vor Stjernehimmel, men i Inderkresen er der ganske vist ofte blevet mumlet om, at han ikke havde synderlig Forstand paa det, han talte om. Selvfølgelig har det ærgret Magisteren, og for godt syv Maaneder siden besluttede han at gøre al Skepsis til Skamme. Han begyndte at læe til Embedseksamen paany, ikke alene i Astronomi, men ogsaa i italiensk og fransk, han indstillede sig til Eksamen i Lund — og nu har han bestaaet med bedste Karakter! Magister Luplau Janssen har samtidig passet sit Biblioteksarbejde, sin store oplysende Virksomhed blandt Astronomi-Interesserede — og ikke forsømt en eneste Dag. I en Alder af 57 Aar har han paa syv Maaneder klaret det, som andre tager syv Aar om. Forklaringen maa vel være, at han kunde det i Forvejen, og derved har ban netop bevist det, han vilde bevise. Til Lykke, Hr. Magister og fil. cand. Luplau Janssen. Fra i Dag vil man ikke kalde Dem Mads.
Udklip fra Berlingske Aftenavis, 2. august 1947. Jeg har aldrig villet være Universitetsprofessor
Magister Luplau Janssen har taget ny Eksamen i Lund
Naalestik drev paany den 57-aarige til Eksamensbordet
Janssen, Carl Luplau, Mag. scient., Bibliotekar, f. 3. Oktober 1889 paa Frederiksberg ... 1919 med Statens og Carlsbergfondets Støtte overtaget Urania Observatoriet som Ejer og Leder. Videnskabernes Selskabs Guldmedaille. Medlem al flere internationale Kommissioner------- Saadan læser man i Den blaa Bog om Astronomen Luplau Janssen. Og man synes, det ser pænt ud. Ikke desto mindre har Luplau Janssen taget en ekstra Universitetseksamen ved Universitetet i Lund og er blevet fil. kand. —nogenlunde svarende til cand. mag. — i romanske Sprog, Astronomi og Fysik. En Eksamen, der her i Landet normalt tager 7 Aars Studier. Luplau Janssen gjorde det paa 7 Maaneder. Men hvorfor gjorde han det? — Jeg vilde en Gang for alle gøre op med alle de Naalestik, jeg har faaet gennem mange Aar. Jeg vilde dokumentere min Viden om Astronomi og give Bevis for, at jeg ogsaa er Humanist. Jeg vilde have det Sort paa Hvidt. — Hvad er det for Naalestik? — Det er navnlig afdøde Professor Eli [sic] Strömgren, der har modarbejdet mig. Han betegnede mig nærmest som umulig, og det gik ud over den Støtte, mit Observatorium skulde have fra Ministeriet. De havde dog bl. a. Guldmedaille?
Jeg skulde holdes nede — Intet var nok. Navnet Luplau Janssen skulde holdes nede. I Virkeligheden var man bange for, at jeg ikke selv skulde diskvalificere mig, saa maatte andre hellere gøre det. Jeg har aldrig Villet være Astronomi-Professor ved Københavns Universitet. Der var ikke nogen Konkurrence at frygte fra min Side. — Og til den yngre Professor Strömgren? — Er Fonholdet skikkeligt. Men Astronomisk Selskab, som jeg selv var med at stifte, og hvis første Bestyrelse jeg var Medlem af, er surt indstillet over for mig. — Har Deres megen Omgang med Amatørastronomer og Deres Popularisering af Astronomien ikke skadet Deres Ry inden for Videnskaben?
— Maaske nok. Men jeg har passet det videnskabelige Arbejde ved Siden af. — Hvorfor tog De ikke Deres ekstra Eksamen ved Københavns Universitet? — Det brød jeg mig ikke om. Der er saa mange Omstændigheder med Forprøver o. s. v. I Sverige kunde jeg vælge de Fag jeg ønskede, men jeg maatte søge om kgl. Bevilling. Jeg læste i min Fritid, det var navnlig Sprogene, Fransk og Italiensk, der krævede Tid, jeg skulde lære Oldfransk, Litteraturhistorie m. v. Jeg var kun i Lund til skriftlig og mundtlig Eksamen. Jeg er helt stolt over, at jeg med mine 57 Aar ikke er for gammel til at sætte mig ind i nye Ting. Astronomi og Fysik behøvede jeg selvfølgelig ikke at bruge megen Tid paa. Har Deres Dokumentation betydet noget for Medlemmerne af Deres „Urania-Klub"?
Nu er jeg glad og tilfreds — Nej, tværtimod! Det er gode Kammerater, der vurderer ikke efter, hvad de tror, man aspirerer til, men efter de Kvalifikationer, de anser En for at have. De er netop samlet til Aarsøde. Omtrent 100 Amatør-Astronomer. — Har De ingen Aspirationer? — Der er ingen Ambitioner bag ved mig. Jeg har kun Lyst til at gøre Nytte og være til Glæde og Fornøjelse. Ved Siden af alt mit andet Arbejde besvarer jeg et Par Tusinde Breve om Aaret og lige saa mange mundtlige Forspørgsler om alt muligt med Tilknytning til Astronomien — om Maaneskin og Solpletter, om Stjernerne og Verdensrummet, jeg afgør Væddemaal, og jeg stiller Nysgerrighed. — Altsammem gratis? — Ja, ja — med mindre det er til merkantilt Brug. Jo, jeg har nok at gøre, og nu er jeg glad og tilfreds med Situationen. Blot kunde jeg ønske mig en bedre Stilling ved Universitetsbiblioteket, hvor jeg er ansat ;— — tc. Udklip fra Aftenbladet, 3. april 1950. Bemærk: Forkert stavet navn; forkert betegnelse på observatoriet; ”vegetation på Mars”; turistluftskib (!) til månen rammes af mindst 10 meteorer. MANGE TROEDE AT MÅNEFORMØRKELSEN VARSLEDE ONDT
Natligt besøg i Lupplau Janssen-observatoriet Talrige opringninger fra videbegærlige københavnere Vil man betragte en måneformørkelse, gøres det bedst med øjnene alene uden astronomisk kikkert, medmindre man da er astronom. Den ganske almindelige tilskuer ser fra sit vindue, eller mens han går på gaden, hvorledes jordskyggen lister sig ind over den blanke daler på himmelhvælvet, han ser den lyse månekant tilte frem forneden til venstre og vokse større, mens den uldne, rødlige skygge langsomt forsvinder. I kikkerten er alt så nøgternt. Krater-bjergene kaster ikke ordentlige skygger ved fuldmånetid, og jordaftrykket mister ligesom kuløren. Magister Lupplau Janssen var heller ikke ganske tilfreds, da vi i aftes besøgte ham på Urania-observatoriet under formørkelsen. Denne varede fra 20,09 til 23,15 og var total fra 21,30 til 21,59. Dette gælder hele Europa. — Formørkelsen har ikke anden interesse, sagde magisteren, end at man kan konstatere, den kom, som den skulle. Men sådan er det meget, ofte når månen formørkes, selv om man ved at fotografere gennem særlige filtre undertiden kan gøre observationer vedrørende forholdene i den yderste jordatmosfære. Solformørkelser er langt interessantere. Ikke behageligt at flyve til månen Vi talte lidt om det amerikanske turistselskab, som, har fuldt indtegnet til de første måneture engang i fremtiden. Magisteren mente ikke, det blev behageligt at flyve til jorddrabanten. Luftskibet ville undervejs blive ramt af mindst 10 meteorer. Han hentede en moteorsten, en gave fra 60-års fødselsdagen. Den var ikke stor, men meget tung, nærmest bestående af jern. Arme luftskib og dets passagerer? Jeg spurgte hr. Lupplau Janssen, om han stadig fastholdt, at månen ingen indflydelse har på jordens klima. — Absolut; det har den ikke! svarede han og negligerede alle derefter fremdragne læge formodninger om skift fra solskin til ruskregn ved nymånetid osv. Vi skiftede til neutralt emne og betragtede gennem observatoriekuppelens store åbne sprække — det er koldt at være astronom — først, Mars, hvor vegetationens mørke plettere var stærkt synlige, og derefter Saturn. Den lignede en slipsnål — en stang med en perle midt på. — Sådan ser Saturn kun ud hvert 15. år, sagde magisteren. Det er faktisk meget morsommere end en måneformørkelse. Om 7½ år er stangen blevet til en ring. Telefonen kimede Nedenunder kimede telefonen uafbrudt. Folk ringede, dels for at høre nyt om formørkelsen, dels for at gøre astronomen opmærksom på, at der var måneformørkelse i aften (han vidste det godt i forvejen!) — og dels for at høre, om en formørkelse varslede krig og ulykke. Siger De, at folk ikke spørger så naivt? Jo. sandelig gjorde man så! pob |