Der fortælles om min tilværelse på Uraniaobservatoriet som skoledreng og ungt menneske og om min deltagelse mange år senere i Observatoriets afvikling og den sidste observation. Under krigen var vinternætterne meget mørke. Intet kunstigt lys lysnede nattehimlen, når lige bortset fra de få gange, hvor lyskastere var på jagt efter allierede fly. Selv i en stor by som min barndoms København var det himmellyset, der havde overtaget. Fuldmånens skin gjorde næsten nat til dag. Alle lysreklamer og anden udendørs belysning var jo slukket og de omhyggeligt mørklagte gadelygter og trafiklys fungerede kun som svage, nedadrettede positionslys. Når månen ikke skinnede, var det tit så mørkt, at mange gående bar selvlysende emblemer i et forsøg på ikke at blive ramt af andre på fortovet. Alt var således som skabt til astronomi. Blikket rettedes automatisk opad når vejret var klart. Folk var interesserede i astronomi, så aviserne omtalte udførligt måneformørkelser, kometer, planeternes stilling og andre himmel- fænomener. Og i radioen var der en vis magister Luplau Janssen jævnligt holdt foredrag om astronomiske emner. F.eks. om de nyopdagede neutrinoer der bevæger sig gennem alt stof næsten uden at gøre sig bemærket. Og om solpletterne og deres indflydelse på vejret her på jorden. Efter en af de strenge vintre i begyndelsen af fyrrerne forudså han, at den næste blev mildere og udtalte, at han måtte kaldes for »Mads«, hvis det ikke kom til at passe. Dét huskede folk, og Luplau Janssen modtog da også efter næste års hårde vinter mange smædebreve stilet til »Mads på Frederiksberg«. Min egen interesse for astronomi viste sig allerede i underskolen med observation af måneformørkelser og udviklede sig yderligere, da jeg i efteråret 1942 kom i mellemskolen på Frederiksberg Gymnasium. En af mine skolekammerater, Jørgen, havde, vistnok i aviserne, læst at Luplau Janssen afholdt studiekredse på Uraniaobservatoriet i populær astronomi. Alle var velkomne, og der krævedes ingen forkundskaber. Så en dag i efteråret 1944 henvendte vi os på Observatoriet for at høre nærmere og melde os til. Luplau Janssen lukkede selv op, og da han hørte vort ærinde, kom vi straks indenfor i den store stue under observatoriet. Her forklarede han os venligt og imødekommende om studiekredsene, deres indhold, hvor de foregik, hvad de kostede o.s.v. Vi meldte os naturligvis straks til den ugentlige, astronomiske begynderkreds »Populær Astronomi uden forudsætninger«. Studiekredsene afholdtes i Luplau Janssens spisestue ved siden af den store, kolde opholdsstue under observatoriet. Her sad de 10-15 deltagere på stole vendt mod jernovnen i stuens nordside. Til venstre herfor kunne han stående støtte sig til spisestuebordet, mens han skrev på en lille tavle eller viste lysbilleder fra et stort gammelt 8×8 apparat i baggrunden mod haven. Det blev passet af fru Luplau Janssen, når hun da ikke var optaget af regnskab eller deltagerlister. Der opstod hurtigt interesse for at lære stjernehimlen nærmere at kende ved selvsyn. Et par gange med klart vejr gik vi derfor alle sammen skråt over Dronning Olgas Vej og stillede os op i mørket ved busremisen. Her kunne Luplau Janssen så udpege de enkelte stjernebilleder og deres stjerner for os og desuden med lommelygte vise dem afbildet på et medbragt stjernekort. Men højdepunktet indtraf dog da vi første gang fik lov til at gå op ad trappen til første sal, op se kikkerten i selve observatoriet. Den var i mine øjne enorm, mange gange større end min egen lille brilleglaskikkert derhjemme, som dog opnåede at blive vist i »Urania« (april 1945 p. 87 og juni 1947 p. 20 - 21)! Vægten af den store kikkert blev gerne opgivet til over fire ton, men det har nu nok været alt medregnet, inklusive den bærende jernkonstruktion. Luplau Janssen trak i jernstængerne til kuplens øverste lemme og kravlede derpå selv op og åbnede de nederste. Det vi så i kikkerten virkede tilsvarende imponerende: Månens ringbjerge, Saturn og andre planeter, dobbeltstjerner og tåger. Studiekredsene var takket være Luplau Janssen på ingen måde kedelige. Han havde som få evnen til at interessere og inspirere. Hvert møde var præget af en optimistisk og næsten festlig tone med ham som det naturlige midtpunkt, og man glædede sig allerede til det næste møde, når man gik derfra. Her var ikke tale om en tør og trist videnskabsmand med verdensfjerne emner. De blev sat i relief og belyst fra mange sider, krydret med anekdoter og oplevelser fra hans brede kontakt med mange kendte og ukendte mennesker, ligesom hans store interesse for fransk sprog og livsstil heller ikke fornægtede sig. Han kunne midt i en indviklet udredning f.eks. finde på at fortælle om dengang han, som leder af Folkeobservatoriet på Rundetårn, var utilfreds med sin assistent Andreas Nissens manglende interesse i at forevise stjernehimlen for offentligheden. Der var jævnligt lukket på forevisningsaftener, selv om det var klart vejr. Så på en sådan aften listede Luplau Janssen hen til Rundetårns lukkede port og skrev med kridt: »Når porten er lukket er Nissen løs!« Om det hjalp på Nissens ildhu husker jeg ikke. Eller historien om bageren på hjørnet af Dronning Olgas Vej og Falkoner Allé. Han havde telefon Central 2366 og Urania havde Godthåb 2366. En dame forvekslede numrene og ringede tit tidlig søndag morgen til Urania for at bestille morgenbrød. Til sidst blev det Luplau Janssen for meget, og han gav da følgende besked: »Kære frue, vi har desværre ikke mere brød! Elefanten i Zoologisk Have har spist det alt sammen!«. Det hjalp. Mange år senere fik historien en slags fortsættelse, da fru Luplau Janssen var alene tilbage på Urania efter sin mands død. Det ny automatiske nummer var let at forveksle med nummeret på en massageklinik, hvilket medførte, at fruen i perioder modtog usædvanlige opringninger fra især yngre mænd på alle tider af døgnet. Selvfølgelig berettede Luplau Janssen også tit og gerne om sit forhold til den etablerede astronomi i Danmark og i særdeleshed til Observatoriet på Østervold. Selv ønskede han at blive kaldt amatørastronom. Disse emner er imidlertid udførligt beskrevet af andre og skal ikke nærmere omtales her. Men i Luplau Janssens fremstilling fik man unægtelig indtryk af en række uheldige tildragelser. Til mig sagde han engang, dog mest i spøg: »Sig aldrig til nogen at De kommer her fra Urania, for så vil man sætte sig på Dem og maltraktere Dem på det værste!«. Foruden at deltage i studiekredsene hjalp jeg efterhånden Luplau Janssen med at forevise stjernehimlen for skoleelever. På klare aftener i vinterhalvåret stillede gerne 3-4 skoleklasser, som hver i en times tid fik lejlighed til at iagttage måne, planeter, dobbeltstjerner og tåger gennem kikkerten, naturligvis afhængig af synligheden på det pågældende tidspunkt. Først fik eleverne en introduktion til observatoriet og dets funktion og spørgsmål besvaredes gerne. På en kold vinteraften var det lidt af en prøvelse at gennemføre de tre timers forevisning, så vi afløste gerne hinanden. Store vinterfrakker o.l. kunne af praktiske hensyn ikke anvendes. Luplau Janssen overgik dog os alle ved enten slet ikke at tage hensyn til kulden eller også blot hente et halstørklæde. Min astronomiske interesse var stadig ikke mættet, så efterhånden (det vil sige omkring 1948) begyndte jeg under Luplau Janssens vejledning at fotografere relativt klare dobbeltstjerner og måle dem ud bagefter. Dette arbejde kunne godt strække sig over 2-3 aftener om ugen. Da jeg samtidig var i lære i et kulfirma om dagen og så på skole til kl. 20 for først derefter at arbejde på Urania, var det nogle lange dage som dog takket være denne sidste beskæftigelse ikke virkede trættende. Der optoges 20 - 30 billeder af samme dobbeltstjerne på hver plade. Luplau Janssen havde selv fundet frem til nogle specielt hurtige Guilleminot »Super‑Fulgur« 9x12 blåfølsomme plader, som han importerede fra Frankrig. Hvert billede krævede derfor kun få sekunders eksponering i 160 mm Merz Refraktoren, inden kikkerten med tildækket objektiv flyttedes et lille stykke i rectascension for at give plads på pladen til det næste billede. Til sidst standsedes kikkerten for at stjernen kunne trække et sporhen over et frit sted på pladen som reference for dobbelt stjernens positionsvinkel. Selv om eksponeringstiden var kort, styredes kikkerten alligevel på en mikrometertråd i hovedkikkertens synsfelt ved hjælp af den »fineste« finbevægelse (den med planethjulet). Trådmikrometret sad i øvrigt altid på hovedkikkerten ved visuel brug, og uden dette påsat ser den derfor nærmest forkert ud i mine øjne. Luplau Janssen indskærpede i øvrigt jævnligt, at 160 mm Merz Refraktoren som en klassisk fotografisk kikkert er korrigeret for blåt lys og derfor uden filtre kun er beregnet til blåfølsomme plader (ikke orto eller pan), og hovedrefraktorens korrektion til gult lys egner sig kun til fotografisk brug i forbindelse med filtre som skærer i blåt og måske også i rødt lys. Når en plade var færdigeksponeret, fremkaldtes den i et par minutter i en »krads« fremkalder med ca. en times holdbarhed, sammenblandet til lejligheden efter Luplau Janssens egen recept. Udmålingen billede for billede foregik på plademåleapparatet i biblioteket ved siden af observatoriet. Dette apparat var forsynet med sit eget trådmikrometer. Arbejdet var ret omstændeligt og krævede mange opslag i en mindst femcifret logaritmetabel. Selv den billigste moderne PC eller lommeregner ville her have gjort underværker. De færdige måleresultater overtoges af Luplau Janssen og er formodentlig senere publiceret efter en korrektion af mikrometrets skrueværdi. En dag fortalte Luplau Janssen at han havde talt med prof. Ejnar Hertzsprung om mine dobbeltstjernemålinger, og at Hertzsprung var interesseret i at hilse på mig. Så derfor drog jeg ved først givne lejlighed - vist i forsommeren 1949 - af sted en formiddag med toget til Tølløse. Hertzsprung ventede på stationen og viste hen til sit hustæt ved. Her diskuterede vi løst og fast om astronomi og han viste mig nogle netop modtagne fotos af en tåge i stjernebilledet Svanen. Efter lidt mad gik vi hen til måleudstyret, der var installeret i en gammel gård i udkanten af byen, vistnok forløberen for Brorfelde Observatoriet. Jeg mindes at også observator Gyldenkærne til stede. Her gennemmålte jeg så dobbeltstjernebillederne på en plade, vejledt af Hertzsprung, som samtidig vurderede middelfejlen. Plademålemaskinen, skænket Hertzsprung af Carlsberg-fondet, var unægtelig mere avanceret end Uranias udstyr. Historien slutter sådan set først omkring ti år senere, da jeg godt hen i studiet til civilingeniør får brev fra Luplau Janssen, som skriver at Hertzsprung mangler en medarbejder til at fortsætte udmålingsarbejdet. Alle er dog enige i det fornuftige i at jeg vælger at fortsætte og fuldføre studiet. Skoleforevisningerne og arbejdet med dobbeltstjernerne førte til at jeg efterhånden opholdt mig en hel del på Urania, så meget at jeg efterhånden betragtedes som et »barn af huset«. Udmålingen af pladerne foregik så at sige lige midt i den Luplau Janssenske hverdag. Hér skrev han på sine videnskabelige afhandlinger (om månemeteorerne f.eks.), breve og artikler til »Urania« eller talte i telefon med kendte og ukendte mennesker. »Det var Pau1 Bergsøemeddelte han efter en sådan samtale og søgte at efterligne dennes karakteristiske, lidt læspende stemme. Eller jeg havde et brev med til Paven i Rom og lagde det højtideligt i postkassen på Femte Juni Plads på hjemvejen. Luplau Janssens velkendte og noget specielle form for latin medførte i øvrigt at jeg jævnligt tituleredes »Basius Angelicus«. Om vinteren gik Luplau Janssen hen på aftenen selv rundt og tilså husets varmeovne. Så genlød det af ovnriste der blev rystet, koks der blev smidt i ovnen og smækkende ovnluger. Herefter kom fru Luplau Janssen med en drik i store vandglas (nok kaffe), og så vidste man det var på høje tid at pakke sammen og se at komme hjem. Den daglige husholdning på Urania var ret beskeden, men det forhindrede dog ikke Luplau Janssen i ved festlige lejligheder – f.eks. i forbindelse med begivenheder i Uraniaklubben - at kalde til store middagsselskaber. Så var der stegeos overalt hidrørende fra hans engagerede indsats i køkkenet, som resulterede i et ovenud traktement. Der manglede bestemt intet. Ved de største arrangementer var spisestuen for lille. Så indrettede man sig i stedet i selve observatoriet og kikkerten skjultes bag et papirloft. Jeg deltog i et sådant arrangement vist i forbindelse med Luplau Janssens 60-års dag i 1949. Luplau Janssens var begge store kattevenner. Jeg husker en af kattene, Mab vistnok oprindelig herreløs, som førte en glorværdig tilværelse på Observatoriet. Der var dog også mad til kvarterets herreløse katte, som til tider i rigeligt antal flokkedes omkring Urania. Også på andre områder vistes der godgørenhed. Nogen tid efter krigen tog Luplau Janssens således en fransk skolepige, Denise, til sig i et stykke tid for at hun kunne komme til kræfter igen. Samtidig fik man så pudset sprogkundskaberne af og huset næsten genlød af fransk fra kælder til kvist. Denises far var vist snedker. I hvert fald sendte han bagefter som tak Luplau Janssen en cigarautomat i træ, som stolt blev vist frem og flittigt benyttet om aftenen til at aflevere et utal af hans velkendte store cigarer. En dag foreslog Luplau Janssen at vi skulle rense og male kikkerten. Den havde en kedelig grøn farve og nu skulle den være grå. På forbavsende kort tid fik han malerarbejdet tilendebragt uden at gå i for mange tidsrøvende håndværksmæssige detaljer. For han var i udstrakt grad fri for pedanteri med hensyn til brug og vedligeholdelse af materielle ting som kikkerten og dens tilbehør. Som en slags skønånd svævede han over det hele. Urania bar da også tydeligt spor heraf, bl.a. i form af en stor bule i hovedrefraktorens dughætte, ridser i okularer og andet samt den mildt sagt snavsede overflade på 10”-objektivet der aldrig var tildækket. I forbindelse med kikkertens maling fik jeg installeret 6 Volt svagstrøm på den ved hjælp af et par transformatorer, så man ikke behøvede at gå i frygt for at komme i berøring med NESAs 220 Volt. Landsmøderne for amatører hørte til blandt de store begivenheder på Urania i slutningen af 1940erne. Der afholdtes ialt tre årsmøder og især de to første tiltrak mange deltagere fra hele landet og enkelte fra Sverige. Interessen var tilsyneladende stor. Jeg selv holdt foredrag på de to sidste møder om mit solarbejde med observation af solpletter og søgte med noget held at involvere flere i arbejdet. Nyheden nåede helt til dagspressen, og dagbladet »Information« bragte i forbindelse med mødet i 1948 en notits herom med den imponerende overskrift »17-årig Tycho Brahe dukker op«. Luplau Janssen havde siden oprettelsen i 1943 selv redigeret sit tidsskrift «Urania« med skiftende medredaktører. Fra februar 1951 afløste jeg Axel Schmuhl og hjalp herefter til med redaktionen i nogle år. I forvejen havde jeg jævnligt bidraget til bladet med kortere indlæg og enkelte oversættelser, f.eks. den ret humoristiske skildring af de primitive forhold på et ældre amerikansk observatorium (Princeton, »Urania« maj 1950, p. 65-70). Redaktionsarbejdet forløb efter min mening udmærket, men korrekturlæsningen var til tider vanskelig. Misforståelser gjorde at korrekturen nogle gange ikke gennemførtes ordentlig for nogle artiklers vedkommende og en enkelt gang for et helt nummer af bladet. Berømt i denne retning er vist Luplau Janssens artikel om den røde kæmpestjerne Betelgeuze i stjernebilledet Orion. Det lykkedes i den korte tekst at få den stavet på adskillige måder. Blandt de interessante forslag til navneændring huskes især »Betelpenge«. Han havde nok under skrivningen beskæftiget sig med flere emner på én gang! Luplau Janssens ortografi kunne uden at fornærme nogen kaldes for ret gammeldags. Da jeg som student mente at have en rimelig indsigt i den gældende retskrivning, tillod jeg mig engang selv at rette i en af hans tekster til »Urania«, mens han var bortrejst. Straks efter at det pågældende nummer var udsendt kom der da omgående et brev, hvori han »på det bestemteste for fremtiden bad mig om at afholde mig fra at ændre i hans bogstavering og i de af ham foretrukne antal kommaer og deres placering». En aften mens jeg målte dobbeltstjerner kom Luplau Janssen hjem og meddelte at han netop havde købt en kikkert til Urania af Apotekeren i Nykøbing Sjælland. Det blev til »Ursa - Refraktoren« (se »Urania« febr. 1950, p. 25 - 30), som opstillet i havens sydøstlige hjørne blev meget anvendt i nogle år, især af mig til solarbejdet, indtil den blev skilt ad for at indgå i solformørkelsesekspeditionen til Sverige (Svartø) d. 30. juni 1954. Den blev vist aldrig samlet igen hjemme på Urania. I disse år diskuteredes planerne om en tilbygning en hel del. Der skulle opføres auditorium, arbejdsrum samt en ny kuppe1 langs hovedbygningens østside. Luplau Janssen søgte at interessere indflydelsesrige personer for projektet. Universitetets Rektor, H.M. Hansen, besøgte således Urania for at vurdere forholdene, som bekendt dog uden positivt resultat. Der færdedes naturligvis også andre end mig selv på Urania. Jeg mindes tydeligt fotograf Alcor Cederqvist, der var en slags »astronomisk husven«, urmager Sv. Gjesager, løjtnant Erling Buch Andersen, mekaniker Th. Clausen, som smurte og reparerede udstyret, kontorist Willy Jørgensen, civ.ing. Axel Schmuhl og fil.dr. Niels Wieth Knudsen. Sidst nævnte med sin kraftige »maskingeværstemme«, som fra den åbne kuppel om aftenen kunne høres langt omkring i nabolaget og lyde som et større skænderi. Den enkeltes nærmere engagement i Urania er beskrevet af andre og skal ikke gentages her. Desuden var det prof. Knut Lundmark fra Lunds Universitet, der under sine besøg på Urania boede i biblioteket, som derfor imens ikke kunne bruges til bl.a. målearbejdet. Der herskede en udpræget positiv og god stemning med en kritisk men dog samtidig spøgefuld og forstående indstilling til Luplau Janssen og hans påfund og luner. Et egentligt brud med Urania blandt medarbejderne i min tid er mig bekendt kun forekommet i et enkelt tilfælde. Min forbindelse med Urania svækkedes omkring 1955, da jeg valgte i stedet at koncentrere mig om studiet til civilingeniør. Min beskrivelse af Urania er - som alle beskrivelser - naturligvis farvet, i dette tilfælde af at bygge på iagttagelser gennem unge øjne og ører. Min færden som ungt menneske blandt højtuddannede og velformulerende mennesker af et vist format har dog givetvis været mig til gavn siden hen. Ét enkelt forhold på Observatoriet var dog mindre heldigt, nemlig de personlige modsætninger mellem den officielle astronomi her i landet og Luplau Janssens folkeoplysende virksomhed på Urania. I stedet for et enten eller burde det have været et både og. Meget havde da set anderledes ud i dag, for de har begge deres berettigelse. EfterskriftMange år er gået. En sommerdag i slutningen af 1960erne flytter min kone og jeg ind i en ny lejlighed i kvarteret nær Uraniaobservatoriet. En formiddag møder jeg Luplau Janssen på Dronning Olgas Vej. Han er ude at gå tur inden frokost. Vi genkender hinanden selv om han tydeligvis er ældet og diskuterer løst og fast. F.eks. om de parkerede biler: »Sådan en blikæske har jeg da sagtens haft råd til, men det har aldrig interesseret mig spor!« forkynder Luplau Janssen. I de næste få år møder jeg ham af og til og veksler nogle ord på de kortere og kortere ture, nogle gange mens han hviler sig på en stensætning i vejsiden inden tilbageturen de få skridt til Observatoriet. En dag ser jeg dem begge i det fjerne på vej mod Frederiksberg Hospital. Nogen tid senere oplyser avisen at han er død (i august 1971). Der går så atter nogle år. En dag i midten af 1970erne sætter fru Luplau Janssen sig i forbindelse med os med invitation til at besøge Observatoriet. Ved dette og de mange efterfølgende besøg forsøger jeg så med fru Luplau Janssens hjælp at få styr på de nyeste 20-25 år af Uranias historie. Fruen fortæller mangt og meget. Om hvordan hun som knap 67-årig holdt op ned sit erhvervsarbejde på biblioteket for at passe og pleje sin syge mand, som ikke længere var i stand til at arbejde med kikkerten, om hans hospitalsophold og om hvor overladt til sig selv hun nu er efter hans død. Alcor Cederqvist var som en af de sidste gamle medarbejdere fra Urania for nylig død, og brevene til bekendte, sidst til familien Odelberg i Sverige, kom tit uåbnet tilbage med adressaten ubekendt. Desuden er hun ved at rydde op i sin mands gemmer og fjerne materiale hun af en eller anden grund ikke synes skal komme eftertiden til gode. Også materiale om det så tit diskuterede skæve forhold mellem Urania og Østervold. Fru Luplau Janssen foretager i denne tid flere store udenlandsrejser for sine opsparede midler for at komme lidt på afstand af sin ensomme tilværelse på Urania. En af rejserne har nærmest karakter af en jordomrejse med mange berigende oplevelser. Én af disse kunne hun dog godt have undværet. Mødet med kattespisende kinesere var for meget for hende - den store katteelsker! Rejsen varede det meste af en måneds tid, og imens tilså jeg Urania. Desværre havde der en dag været indbrud, dog uden at der var fjernet nogle af de astronomiske effekter. På Urania møder jeg jævnligt Jørgen Bergqvist, som også færdedes der en del mens Luplau Janssen endnu levede. Bergqvist er interesseret i effekter fra Observatoriet som kan indgå i hans skolevirksomhed. På et tidspunkt køber han således hele Uranias bibliotek for beskedne 8000 kr. I forvejen havde urmager Gjesager fået overladt bl.a. stjernetidsuret og et lille kronometer i trækasse. Jeg selv fik foruden nogle småting foræret et af Erik Buch-Andersens gamle spejle, et 12˝ Cassegrain som skulle have været anvendt i forbindelse med Luplau Janssens foreslåede udvidelse af Uraniaobservatoriet omkring 1950. Nede i kælderen lå pænt adskilt på store træhylder den 132 mm Busch kikkert som under navnet »Ursa Refraktoren« siden 1949 havde været opstillet i haven nogle år. Dens bygning var dog nu væk, kun den solide sokkel af brøndringe afsluttet med en betonflise vidnede stadig om stedet. Denne refraktor bliver liggende lige til Uranias lukning og jeg ved ikke hvad der senere er blevet af den. Jeg mindes derimod ikke at have set noget til »Laus kikkert«, der i gamle dage var gemt væk i et hjørne af selve observatoriet. Fru Luplau Janssen byder enkelte gange på en lille »observatoriemiddag«. D. 8. oktober 1977 fejrede vi således Observatoriets 80‑års dag sammen med min kone og Willy Jørgensen. Samme dag ville i øvrigt Ejnar Hertzsprung være fyldt 104 år og Luplau Janssen ville have haft sin 88-års dag d. 3. oktober. Observatoriet og især kikkertens skæbne ligger fru Luplau Janssen stærkt på sinde. Hun viser mig korrespondance og papirer om bestræbelserne på at få Urania videreført. Kort tid efter Luplau Janssens død i 1971 vurderedes kikkerten til at være 16.000 kr. værd af docent Erik Holmberg fra Lund. For dette beløb skulle man kunne få en moderne kikkert med en tilsvarende ydelse, ligesom beløbets størrelse ikke burde stille sig hindrende i vejen for Observatoriets videre skæbne. Ifølge fru Luplau Janssen var der forslag nok. F.eks. at Asger Lundbak skulle udnytte stedet til beregningsarbejde i forbindelse med meteorologi og rumfart. Direktøren for Den Gamle By i Århus Erik Kjærsgaard havde været på besøg og diskuteret ideer om at anbringe Urania dér. Dir. K. O.B. Jørgensen fra Teknisk Museum undersøgte sammen med et par medarbejdere muligheden for at hejse kikkerten ud gennem kuplen og måske senere stille den op på museet i Helsingør. Denne tanke huede dog ikke fruen, som sikkert i ånden så den ligge nedpakket og uvirksom hen i mange år for derefter i bedste fald stå og samle støv i en udstillingshal til ingen verdens nytte. Prof. Oluf Pedersen fra Århus udtalte sig negativt om Uranias muligheder og anførte at »Luplau Janssens kikkert« først efter sin 100-års dag begyndte at blive interessant. Seriøse forslag samledes og behandledes i begyndelsen af fruens advokat Knud Gormsen. Fru Luplau Janssen foreslog på et tidspunkt, at jeg selv overtog Urania med bygning og instrumenter. Min kone og jeg kunne dog ikke forlige os med tanken om stedet som en forældet ramme om en bolig for moderne mennesker. En interessegruppe kunne derimod tilføre det nyt liv og samtidig investere i nødvendig afhjælpning af mangelfulde faciliteter (f.eks. ligger toilettet i kælderen) samt reparation og vedligeholdelse af observatoriet med dets optik, kuppel, opstilling o.s.v. Til en sekretær fra Frederiksberg Kommune, som fru Luplau Janssen havde inviteret mig sammen med i selve observatoriet forklarede jeg, at kikkertens videnskabelige værdi nu var minimal. Derimod kunne yngre mennesker med tilstrækkelig mod på opgaven sikkert have stort udbytte af at arbejde med den på himlen til klub- og undervisningsformål, gerne i kommunalt regi. Desværre tog fru Luplau Janssen mine udtalelser meget unådigt op og syntes jeg svigtede Urania ved at fremkomme med disse i mine øjne eneste realistiske muligheder. Fru Luplau Janssens helbred har det efterhånden ikke så godt. Som »barn af huset« får jeg derfor snart betroet nøglerne til Urania for at kunne træde til i påkommende tilfælde. Fruen holder dog stadig kontakten ved lige med andre, f.eks. med murer Petersen som i mange år har vedligeholdt bygning og kuppel for Luplau Janssen, fru Wieth Knudsen, nogle fjerne familiemedlemmer og enkelte naboer. En hjemmehjælper får også sin gang på Urania. Omkring 1980 blev det dog klart, at den ensomme tilværelse i det gamle hus satte sine spor. Desuden havde fruen på sin sidste udenlandsrejse været så uheldig vistnok i Indien at falde på en trappe og slå sig i hovedet. Det var tydeligt at der ikke var den samme glød som før da hun bagefter viste os sine billeder og berettede om turen. Desuden led hun efterhånden af hallucinationer og mente at høre lyde og se syner. Hun fortalte spøgende, at hun til tider syntes huset var befolket med »unge klaverspillende herrer i rødt tøj«. Såvel Bergqvist som jeg gjorde hvad vi kunne for at overbevise hende om at det kun var indbildning, og det lod til at hjælpe nogen tid. På et tidspunkt havde vi ikke hørt fra hende længe. Bergqvist foreslog vi låste os ind for at undersøge hvorfor. I kælderen var der blodspor og på bordet i den store stue en seddel fra hjemmehjælpen: Fru Luplau Janssen var faldet ned ad kældertrappen og indlagt på hospitalet. Her skønnede man hende ude af stand til at klare sig selv længere på Urania og sørgede noget efter for anbringelse under betryggende forhold på et plejehjem (det senere nedlagte Brøndby Lund), hvor hun så tilbragte sin sidste tid lige indtil sin død i 1986. Da huset således nu stod tomt, var det klart at Uranias tid var omme. Bergqvist og jeg selv besluttede derfor at foretage den sidste observation i Observatoriets historie. En smuk oktoberaften i 1983 rullede vi med stort besvær kuplen mod Saturn. Bygningen havde sat sig, så kuplens hjul skiftevis hang frit i luften og gik stramt mod den underliggende jernskinne. Planeten stod med nogen svag kontrast, men ellers klar og rolig i kikkertens synsfelt. Luplau Janssen plejede at give Uranias tøndeformede kuppel sin del af æren for de ofte stabile observationsforhold på Dronning Olgas Vej. Efter en stund pakkede vi stille sammen og inden vi skiltes fjernede Bergqvist mikrometret fra kikkerten for at forsyne det med ny tråde hjemme. Resten af historien er velkendt. Om hvorledes et par mekanikere indlogerede sig på Urania, skilte kikkerten ad og fik den hejst ned på en lastbil og kørt til Aalborg, hvor det ny observatorium med renoveret og nyt udstyr ved en storstilet indsats siden har rejst sig som Fugl Fønix af asken fra det gamle... |