Se og hør Planeterne

Koncertgængere til torsdagens sæsonafslutningskoncert med Aalborg Symfoniorkester får ikke bare mulighed for at høre Holsts Planeterne blive spillet. Før og efter koncerten kan de lære mere om solsystemets planeter i en udstilling arrangeret i samarbejde med NAFA - Nordjysk Astronomisk Forening for Amatører.

Med Holsts Planeterne på programmet i Aalborghallen den 3. maj var det oplagt for NAFA og Aalborg Symfoniorkester at arbejde sammen om en udstilling i forbindelse med koncerten.

- Jeg er selv ivrig koncertgænger og har fulgt Aalborg Symfoniorkester igennem mange år, så jeg synes, det er ekstra sjovt, at vi med dette arrangement kan kombinere astronomi og klassisk musik, fortæller Per Rieffestahl, der er mangeårigt medlem af NAFA.

Da billeder fra verdensrummet af åbenlyse årsager er temmelig dyre og omstændige at få taget, har det dog krævet et stort benarbejde fra NAFA at få samlet flotte billeder ind til udstillingen.

- Man må ikke bare finde billeder af solsystemet og vise dem offentligt uden tilladelse, men vi kom heldigvis i kontakt med foreningen FETTSS (From Earth To The Solar System, red.), der er en organisation under det amerikanske Rumagentur NASA, der har som formål at udbrede kendskabet til verdensrummet globalt. De var heldigvis meget begejstrede for idéen og har ladet os låne nogle meget flotte billeder til vores lille udstilling, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Per Rieffestahl.

I forbindelse med koncerten vil man således kunne opleve et stjernehjul, se diasshow med billeder, dels fra FETTSS og dels NAFAs egne billeder, og se plancher, hvor tre af solsystemets planeters præcise placering netop på koncertdagen er tegnet ind på nattehimlen.

- Så hvis vejret er godt, vil man faktisk kunne finde Saturn i stjernebilledet Jomfruen, Mars i stjernebilledet Løven og Venus ved stjernebilledet Tyren, når man går hjem, slutter Per Rieffestahl.

Du kan se nogle af de flotte billeder på fettss.arc.nasa.gov

Line

Top

Valid XHTML 1.0! Valid CSS!