Af Ole Fastrup
"Jeg synes, at den skal hedde VLT", kom
det fra bagsædet. Ordene kom med Jørgens bløde nordjyske og
forskrækkede os andre, for vi troede, at han var faldet i søvn. I
stedet havde Jørgen grublet længe over, hvad vores nyindkøbte Zeiss
kikkert skulle hedde, og her var så løsningen. VLT, Vildmosens Lille
Teleskop.
Vi, Hans Christensen, Hans Peter Kristensen, Erik Brandt Christensen,
Jørgen Christensen og jeg var på vej hjem, trætte men glade. Vi
hjembragte NAFAs nye 132 mm f/15 refraktor.
Næste skridt var at invitere eksperterne fra NAFA ned at besigtige dyret.
Vi havde bedt Morten Bech Christensen være den sure specialist, en rolle som i parentes bemærket ikke falder den altid venlige og imødekommende Morten let! Efter lidt roden rundt på gulvet (det er en lang kikkert...) lagde han ansigtet i bistre folder, holdt på mundvandet, og sagde: "Den kan nok nogenlunde, hvad sådan een skal kunne."Således opfordret og overbevist om kikkertens fortræffeligheder ankom vi næste weekend med en Hilti hammer for at hjælpe Sten med at fjerne fundamentet. Og det havde han - også - lavet godt, skal jeg hilse og sige! Op kom det og lastvogne med kran og grab, sand og jord ankom og afgik planmæssigt. Hans Christensen fra Flauenskjold var som altid primus motor, godt sekunderet af ovennævnte og observatoriet står nu operationsklart i Lille Vildmose ved Dokkedal.
Vi havde first light den 24. marts 2001. 40 glade mennesker var vi, og konerne var skam også med. Det klarede selvfølgelig op hen på aftenen, så alle fik kigget på Jupiter og Saturn samt enkelte stjernehobe. Jørgen Schou havde taget NAFAs nye Dobsonian kikkert med. Den er forsynet med et 12" Liechtenkneckerspejl og er lavet af Jørgen Schou, Erik Brandt og Claus Thielke. De tre har lavet et rigtig godt stykke arbejde og kombinationen 130 mm Zeiss kikkert og en 12" spejlkikkert er tæt på det optimale. Begge kikkerter blev benyttet flittigt, og vi havde en dejlig aften med god mad leveret fra Mou Hotel.Vi har med dette byggeri udbygget det samarbejde, vi har med Vildmosegård Naturcenter, og vi føler allerede, at det er vores andet hjem. Vildmosegård Naturcenter er stadig under opbygning under Thorkild Lunds ledelse. Det er meget takket være Thorkilds store imødekommenhed, at projektet her er blevet realiseret.
Zeiss kikkerten er et stykke husflidsarbejde af Karl Gustav Zeuthen, manden som skabte Danmarks vist eneste flyvemaskine, KZ-maskinen. Bygget i årene 1954 - 1963. Sønnen Peter Zeuthen har fortalt mig, at hans far fløj objektivet hjem fra Zeiss Jena i Tyskland. Det foregik selvfølgelig i en KZ-flyvemaskine.
Objektivet blev lagt bagerst i maskinen, og Zeuthen glemte beklageligvis alt om objektivet, da han skulle igennem tolden...!Zeuthen har været en fantastisk dygtig håndværker og ingeniør: Tandhjul, udtræk, gear, alt er hjemmelavet, der er udført dobbeltgevind i overgangen mellem kikkertrør og okularudtræk, og der er et hav af blænderinge. Disse er selvfølgelig filet knivskarpe. Sprøjtemalingen foregik i kælderen, vist i 1963. Derefter blev vidunderet afprøvet en enkelt eller to gange og endeligt opstillet i stuen til stor frustration for børnene. De ville så gerne kigge i fars fine kikkert, men "nej, børn, måske i morgen", lød beskeden hver gang. For K.G. Zeuthen var det udfordringen ved at lave kikkerten, der var opgaven.
Den blev solgt til Sten Pedersen i Hinnerup ved Århus i 1985, efter at han havde set en annonce i august/september nummeret af Astronomi og Rumfart.Sten brugte kikkerten meget, især til Jupiterobservation og observatoriet har været flittigt brugt af ham, Erik Høegh og Egon Thøgersen. Observatoriet var placeret i Stens baghave vis a vis Hinnerup Kro. Om de tre herrer har sneget sig over hegnet og gået på kro, ved jeg ikke spor om(!). Men Sten har også arbejdet ved kikkerten, og han har blandt andet lavet nogle meget fine stregtegninger af Jupiter.
I Vildmosen er Zeisskikkerten blevet udstyret med en adapterplade, så den kan bruges til solobservation i H-alfa lys. Peter Kristensen, Jørgen Christensen og jeg prøvede kikkerten den 9. april på Solen, og det er en ganske udmærket kikkert og filter, skal jeg hilse og sige. En solplet var kommet helt ud på kanten af Solen og der stod en mægtig protuberans op fra derfra, mens en anden solplet midt på Solen fremviste meget flotte magnetlinjer. Herudover var der større og mindre protuberanser og en mænge andre detaljer fordelt over hele solskiven. Solpletmaximum fra sin flotteste side! Dobsonianen er også meget fin kikkert. Et 12" Liechtenkneckerspejl placeret et mørkt sted er kræs. Fx fremtræder M13, kuglehoben i Herkules, bedre end jeg har set den før i denne kikkert!
Så jeg kan kun sige: NAFA-medlemmer, kom frem! Det er jeres kikkert! Og alle I andre: I er meget velkomne!Reservation af observatorium og klubhus ved Per Rieffestahl. (se kontaktoplysninger)